Søg
Kontakt
Kontakt
Kontakt os Karriere Leverandør
Ejer
Ejer login
Bliv udlejer
 

Nøgleudlevering

Når I får tilsendt bekræftelsen på lejen af feriehuset, modtager I samtidig adressen, samt oplysninger om, hvor I skal hente nøglen. Oftest er nøglen ved huset eller på en adresse i nærheden af huset. I de tilfælde, hvor nøglen udleveres af ejeren eller en repræsentant for denne, skal I fremvise jeres lejebevis for at få udleveret nøglen. I mange tilfælde er strøm, vand og andre forbrugsafhængige omkostninger inkluderet i lejebeløbet. Hvor det ikke er tilfældet, får I sammen med nøglen udleveret en strømkuvert, hvor målerstanden på de forbrugsafhængige omkostninger bedes påført ved ankomst og afrejse.

Depositum

I de tilfælde, det er nævnt i feriehusets beskrivelse, opkræves der depositum ved ankomst. Det tjener som sikkerhed for at nøglen returneres, og at huset efterlades i samme stand, som da I modtog det. Størrelsen på depositum står ligeledes i husets beskrivelse.

Ankomst til huset

I kan ikke forvente, at huset er opvarmet ved ankomst.

Aflæsning af målere

Hvis der skal afregnes særskilt for forbrugsafhængige udgifter, skal I straks ved ankomst aflæse samtlige målere og notere jeres aflæsninger på strømkuverten. Her kan være tale om f.eks. strøm-, vand- og telefontællere. I skal være opmærksom på, at strømtælleren er uden decimaler og skal læses som hele kWh-forbrug. Strømmåleren hænger ofte på husets ydervæg.

Hold øje med forbruget

Hvis I ønsker at beregne et cirka beløb for, hvor meget I skal betale for strøm m.m. ved afrejsen, er det en god idé at notere jeres kWh forbrug efter de første 24 timer. Derefter multiplicerer I forbruget med prisen pr. kWh og antal feriedage. Hvis I gerne vil spare på strømmen, skal I nedsætte forbruget af elvarme, gulvvarme, sauna, spapool og solarium samt altid dække swimmingpoolen med et pooltæppe, når den ikke anvendes.

Besøg af en pool & spa tekniker

Hvis I har valgt et pool- eller spahus, får I muligvis et kortvarigt besøg fra enten ejeren af feriehuset eller dennes repræsentant under ferien. Der foretages en kontrol af teknikken og vandkvaliteten, og hvor det ikke kan gøres mellem to lejemål må I forvente besøg i løbet af jeres ferie. Dette gøres for at sikre, at I får en optimal udnyttelse af feriehusets pool eller spa. Respekter venligst badereglerne, som findes i huset.

Reklamationer

Eventuelle reklamationer bør I omgående meddele DanCenters lokalkontor. Lad ikke jeres ferieglæde blive spoleret over småfejl eller mangler. DanCenters lokalkontor vil omgående give den ansvarlige husejer besked om jeres reklamation, således at afhjælpning kan finde sted hurtigst muligt. Kan der ikke opnås kontakt med det relevante lokalkontor, kan I kontakte DanCenters kundeserviceafdeling på telefon +45 70 13 00 00

Affald

Tømning af affald er ikke organiseret i de fleste ferieområder. I må derfor selv tømme affaldsstativerne. I de fleste områder findes affaldscontainere på parkeringspladsen eller ved vejen.

Rengøring

Når feriehuset forlades skal det være opryddet og rengjort. I nogle feriehuse er rengøring inkluderet i prisen eller man kan bestille det hos ejeren af feriehuset eller dennes repræsentant. Hvis rengøring kan bestilles vil det fremgå af husets beskrivelse.